LARS P. SYLL

How to make good decisions in a radically uncertain world

.

To understand real-world decisions and unforeseeable changes in behaviour, ergodic probability distributions are of no avail. In a world full of genuine uncertainty — where real historical time rules the roost — the probabilities that ruled the past are not necessarily those that will rule the future.

Time is what prevents everything from happening at once. To simply assume that economic processes are ergodic and concentrate on ensemble averages — and a fortiori in any relevant sense timeless — is not a sensible way for dealing with the kind of genuine uncertainty that permeates open systems such as economies.

When you assume the economic processes to be ergodic, ensemble and time averages are identical. Let me give an example: Assume we have a market with an asset priced at 100 €. Then imagine the price first goes up by 50% and then later falls by 50%. The ensemble average for this asset would be 100 €- because we here envision two parallel universes (markets) where the asset-price falls in one universe (market) with 50% to 50 €, and in another universe (market) it goes up with 50% to 150 €, giving an average of 100 € ((150+50)/2). The time average for this asset would be 75 € – because we here envision one universe (market) where the asset-price first rises by 50% to 150 €, and then falls by 50% to 75 € (0.5*150).

From the ensemble perspective nothing, on average, happens. From the time perspective lots of things, on average, happen.

Assuming ergodicity there would have been no difference at all. What is important with the fact that real social and economic processes are nonergodic is the fact that uncertainty — not risk — rules the roost. That was something both Keynes and Knight basically said in their 1921 books. Thinking about uncertainty in terms of ‘rational expectations’ and ‘ensemble averages’ has had seriously bad repercussions on the financial system.

Knight’s uncertainty concept has an epistemological founding and Keynes’ definitely an ontological founding. Of course, this also has repercussions on the issue of ergodicity in a strict methodological and mathematical-statistical sense. I think Keynes’ view is the most warranted of the two.

The most interesting and far-reaching difference between the epistemological and the ontological view is that if one, as Kay do, subscribes to the former, Knightian view, you open up for the mistaken belief that with better information and greater computer-power we somehow should always be able to calculate probabilities and describe the world as an ergodic universe. As Keynes convincingly argued, that is ontologically just not possible. To Keynes, the source of uncertainty was in the nature of the real — nonergodic — world. It had to do, not only — or primarily — with the epistemological fact of us not knowing the things that today are unknown, but rather with the much deeper and far-reaching ontological fact that there often is no firm basis on which we can form quantifiable probabilities and expectations at all.

Often we do not know because we cannot know.

MMT and ‘monetary crankery’

MMTists often like to position themselves as the only ones to properly understand the ‘operational realities’ of modern monetary systems. Ironically, many of the claims made by MMTists on this topic are misleading at best. One common rhetorical tactic that I’ve noticed they employ, which often catches their critics out, is to use the term ‘government’ in a way that’s different typically from how it is used in mainstream economics. When they say ‘government’, they tend to include basically any institution that is an agent of the state, including the central bank — hence the ‘government’ here includes consolidating the treasury and the central bank into one entity, effectively ignoring or assuming away any independence the central bank may have.

Upholding Economics

Effectively “ignoring or assuming away any independence the central bank may have”? That is strange indeed: Last — just to take one example — I had a look in L. Randall Wray’s Modern Money Theory there were more than fifty pages devoted to “technical details of central bank and treasury coordination” and diverse fiscal operations of the Fed and the Treasury. Guess we have to go looking for ‘bad monetary crankery’ somewhere else …

Stephen Marglin sur le besoin d’une nouvelle théorie économique

Peut-on élaborer une nouvelle théorie économique qui permettra d’influencer les gouvernements actuels et futurs dans le sens du progrès, de la résolution des crises et de la recherche du bien-être collectif ?

Oui, bien entendu, mais cela ne se fera pas en un jour. Nous devrons pour cela commencer par désapprendre les fondements de l’économie traditionnelle – le présupposé de l’individualisme, l’idéologie de l’hyper-rationalité, l’absence de limites. Et Keynes nous rappelle que c’est la partie la plus difficile de la tâche à accomplir. Viendra ensuite la construction d’un cadre de travail qui incorpore la connectivité qui nous relie les uns aux autres, intègre notre dépendance au savoir expérimental et admet l’existence de limites. Et pour ceux d’entre nous qui restent imprégnés des doctrines de la vieille (et de la nouvelle) gauche, ce cadre devra procéder à une reconsidération de la nature de la lutte des classes au XXI^e siècle.

Nous ne devons cependant pas sous-estimer les difficultés. Keynes avait peut-être raison quand, à la fin de sa Théorie générale, il soulignait qu’ « on exagère grandement la force des intérêts constitués par rapport à l’empire qu’acquièrent progressivement les idées ». Mais le marché des idées est un marché très éloigné des normes de la concurrence parfaite ! Il accueille à bras ouverts ceux qui sont dotés d’un pouvoir d’achat, tandis que ceux qui remettent en cause le pouvoir de l’argent peinent à se faire entendre. En dehors du 1 % [les plus riches], nous payons tous le prix de cet échec particulier du marché.

Pourtant, comme l’écrivait Albert Camus dans ses Lettres à un ami allemand [Gallimard, 1945] à la fin de 1943, moment grave de l’histoire de la France et du monde, chacun « doit décider s’il est avec les bourreaux ou avec les martyrs, selon sa vocation ». Pour paraphraser Tarfon (I^er siècle après J.-C.), « il ne nous sera peut-être pas accordé de terminer le travail ; mais nous ne pouvons nous dérober à la nécessité de l’entreprendre ».

Le Monde

Förväxla inte samhällsekonomi med hushållsekonomi

Det er foruroligende, at to tidligere overvismænd, såkaldte ’topøkonomer’ Torben M. Andersen og Michael Svarer uden at ryste på hånden kan konkludere først i Jyllandsposten (20. juni, 2020) og dernæst uændret i Altinget så sent som 15. januar 2021 på følgende måde:

’Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise’.

Dette ræsonnement gælder for en husholdning; men ikke for samfundsøkonomien set under ét, hvori den offentlige sektor udgør en væsentlig del. Her er det netop samspillet og den gensidige afhængighed mellem den private og den offentlige sektor, som er i fokus. Og hvor andre bogholderimæssige sammenhænge end for den private husholdning gælder, hvilket ’topøkonomerne’ om nogen burde være opmærksomme på i deres analyse – for slet ikke at sige anbefalinger …

Men det er desværre ikke den eneste fejl ’husholdningsøkonomerne’ begår. Topøkonomerne skriver i deres kronikker fortsat uden at ryste på hånden:

”Det er farligt for lande med høj gæld è [for det skaber] et pres på renteniveauet”

Underforstået: lande med høj offentlig gæld risikerer, at renten stiger.

Atter et husholdningsøkonomisk fejlræsonnement, der bringer dem endnu et skridt nærmere dumpegrænsen i faget samfundsøkonomi.

Topøkonomerne forveksler nemlig statsgæld med udlandsgæld, hvilket leder til en fatal fejlrepræsentation af, hvilken situation dansk økonomi befinder sig i. Danmark er nemlig i den gunstige position, at landet ikke har nogen udlandsgæld; men tværtimod en betydelig udlandsformue endog på mere end 50 pct. af BNP, hvilket er på niveau med Tyskland. Og ikke nok med det; for denne udlandsformue vokser år for år som et resultat af et solidt overskud på betalingsbalancen over for udlandet. Pengene fosser billedligt talt ind fra udlandet …

Konsekvenserne af en voksende statsgæld fejlvurderes … hvis den bogholderimæssigt modsvarende finansielle formue ikke samtidigt inddrages i analysen. Hvad er modstykket i Japan, Tyskland og Danmark til de store overskud på betalingsbalancen over for udlandet? Hertil er der kun ét bogholderimæssigt svar, hvorom der ikke kan diskuteres, at det må være en national finansiel opsparing. Hvor finansiel opsparing betyder, at der spares mere op, end der foretages reale investeringer (i fremtiden) – altså underinvestering! Disse lande har med andre ord internt et opsparingsoverskud, fordi der investeres mindre, end der spares op, navnlig i den private sektor. Dette opsparingsoverskud er med til at presse renten ned. Men selv ved det historisk lave renteniveau er der et gab mellem opsparing og reale investeringer i den private sektor. Dette gab kan staten med fordel udfylde ved at øge de offentlige investeringer …

Det er vigtigt at forstå, at den samfundsøkonomiske krise primært er forårsaget af, at private husholdninger og virksomheder i Danmark og i udlandet billedligt talt sidder på pengene. Det private forbrug og i stigende grad eksporten er faldet, hvilket har gjort virksomhederne usikre på fremtiden, hvorfor de har annulleret en stribe investeringsprojekter. Den private overopsparing er med andre ord steget markant og har forårsaget den stigende arbejdsløshed. Problemet løses ikke ved, at staten midlertidigt har holdt hånden under den private sektor med en stribe ’hjælpepakker’. Det er en for defensiv strategi, som der med rette advares mod at forlænge.

Jesper Jespersen

Att stater runt om i världen under coronaåren behövt spendera mer för att hålla igång ekonomin innebär inte att den måste spara framöver för att få “balans” i ekonomin. Pengarna tar inte slut. Vad Jespersen i sin artikel så väl belyser är hur många politiker och så kallade experter inte verkar (vilja) förstå att det finns en avgörande skillnad mellan privata och offentliga skulder.

Om en individ försöker spara och dra ner på sina skulder, så kan det mycket väl vara rationellt. Men om alla försöker göra det, blir följden att den aggregerade efterfrågan sjunker och arbetslösheten riskerar ökar.

En enskild individ måste alltid betala sina skulder. Men en stat kan alltid betala tillbaka sina gamla skulder med nya skulder. Staten är inte en individ eller ett hushåll. Statliga skulder är inte som privata skulder. En stats skulder är väsentligen en skuld till den själv, till dess medborgare.